Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 

Sammendrag

Denne rapport omhandler resultater og konklusioner for projektet "Forsøgsprojektet Døstrup Dambrug". Formålet med projektet var at afdække nogle af de behov og anbefalinger som var nævnt i "Perspektivplan for akvakultur i Danmark" (Hassager & Prince, 1997). Det drejer sig blandt andet om at fremskaffe dokumentation i forhold til miljømæssige og renere teknologi mål for lavteknologiske renseforanstaltninger, direkte opsamling af fækalier, slamhåndtering og efterbehandling af slamvand i plantelaguner for hermed at bidrage til opfyldelse af recipientmålsætninger i vandløb og søer. Endvidere nogle produktionsmæssige mål for at sikre bl.a. optimal foderudnyttelse, miljømæssige optimale opdrætsbetingelser, minimere forbrug af medicin og hjælpestoffer, minimere produktionsomkostninger for hermed at bidrage til at udvikle et rentabelt opdrætssystem for mindre og mellemstore dambrug og skabe grundlag for at øge dambrugsproduktionen i Danmark.

Projektet blev oprindeligt igangsat 20. august 1997 med ombygning af dambruget. Et omfattende to-årigt måleprogram foregik i perioden 5. april 2000 til 3. april 2002. Der har dog været foretaget nogle undersøgelser både før og efter de to måleår og disse resultater er også medtaget i denne rapport.

Projektet var oprindeligt planlagt til opstart af målinger i sommeren 1998, hvor anlægget var bygget og hele forsøgsopstillingen var klar. Nordjyllands Amt gav i skrivelse af 16. april 1997 miljøgodkendelse til forsøgsprojektet. Godkendelsen blev anket af Danmarks Sportsfiskerforbund først til Miljøstyrelsen (siden overgik sagen til Skov- og Naturstyrelsen) og siden til Miljøklagenævnet. Miljøklagenævnet stadfæstede herefter i skrivelse af 11. november 1999 Nordjyllands Amts godkendelse med en række vilkårsændringer.

Der skulle efterfølgende ske nogle justeringer af både anlæg og måleprogram samt foretages en genkalibrering af de opstillede instrumenter.

I rapporten beskrives forsøgsanlægget, produktionsforhold og -resultater og det måleprogram, der gennemføres. Endvidere gennemgås og fortolkes måleresultaterne fra det to-årige måleprogram og der er lavet en perspektivering i forhold til de væsentligste konklusioner.

Det skal understreges, at det ligger udenfor projektets formål og denne rapport at foretage en fuldstændig udtømmende behandling af alle data med alle mulige kombinationer af de forskellige variable, der har været målt. Det er der ganske enkelt for store datamængder og kombinationsmuligheder til. Til gengæld er de aspekter og formål der er beskrevet i projekts formålsbeskrivelse grundigt gennemgået og behandlet, og de er suppleret med en række ekstra aspekter i naturlig forlængelse heraf. Det vil være hensigtsmæssigt om der efterfølgende kan ske en yderligere udnyttelse og foretaget yderligere analyser af den omfattende og gode datamængde, som dette projekt har frembragt. Det vurderes, at en del af resultaterne også vil have international interesse.

Der er tidligere udgivet to rapporter med foreløbige resultater fra Forsøgsprojekt Døstrup Dambrug. I Svendsen et al. (2000) beskrives dambruget og forsøgsprojektets indhold og gives nogle foreløbige resultater for fase 1 og fase 2 af projektet. I Fjorback et al. (2001) er der ud over fase 1 og 2 også en rapportering af fase 3 og statusrapporten omfatter projektets opstart og resultater fra det første måleår. Resultaterne fra projektet har på en del områder i væsentlig grad givet input til forsøgsordningen om modeldambrug som Dambrugsudvalget har anbefalet (Dambrugsudvalget, 2002), og som er beskrevet i en rapport om modeldambrug fra en arbejdsgruppe under Dambrugsudvalget (Bovbjerg et al., 2003) og som har medført at der etableres en forsøgsordning med et antal modeldambrug (Bekendtgørelse om modeldambrug, 2002).

Den foreliggende rapport omfatter de målinger af vandmængder og kemiske parametre der er foretaget forskellige steder på dambruget og i vandløbet op- og nedstrøms dambruget. Herudover gennemgås målinger fra en intensiv måleperiode vedrørende udfodring, tilvækst og forhold vedrørende affaldsstoffer i nogle kummesektioner i produktionsanlægget ligesom der er en lang række resultater fra planteundersøgelser i plantelaguner, biologisk tilstand i Døstrup Bæk, iltmålinger i dambruget og i Døstrup Bæk , klimatiske forhold mv. Rapporten beskriver dambruget og de væsentligste vilkår i den midlertidige miljøgodkendelse og beskriver dambrugets indretning og instrumentering samt giver en oversigt over måleprogrammet.

Rapporten består af 12 kapitler plus appendiks og bilag. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har ansvaret for rapporten og har skrevet forordet, kapitel 1, 3, 4, 8, 9, 10 og hovedparten af 11 og 12, bilagene samt dele af appendiks samt bidraget til kapitel 2. Danmarks Fiskeriundersøgelser har skrevet kapitel 5, 6 og 7, bidraget med afsnit til kapitel 1, 11 og 12. Dansk Dambrugerforening (DDF) har skrevet hovedparten af kapitel 2 og bidraget til kapitel 11 og 12 og har assisteret med visse beregninger og en række nyttige diskussioner til andre kapitler. Alle i projektgruppen (se nedenfor) herunder observatører har bidraget med forslag og konstruktive bemærkninger undervejs i projektet og de forskellige rapporteringer, der har været.

Rapporten er opbygget således:

    - I kapitel 1 redegøres for projektets formål og dambrugets indretning herunder opholdstider forskellige steder i dambruget og der redegøres for indholdet af det gennemførte måleprogram.
    - I kapitel 2 gennemgås nogle af de væsentlige vilkår i den midlertidige miljøgodkendelse. Endvidere gennemgås kort dambrugets drift og produktionsforhold og der redegøres for foderforbrug, produktion af fisk, foderkoefficienter samt forbrug af medicin og hjælpestoffer og hvilke stoffer, der er anvendt. Endeligt redegøres for energiforbrug i relation til fiskeproduktionen.
    - Kapitel 3 omhandler vandstands- og vandføringsmålinger og usikkerheden på opgørelse af vandmængder forskellige steder i dambruget. Der redegøres for vandindtag fra Døstrup Bæk samt gives en overordnet karakteristik af de klimatiske forhold i måleperioden.
    - Kapitel 4 redegør for de kemiske målinger der er foretaget på dambruget og op- og nedstrøms dambruget i måleperioden. For en række målestationer gennemgås måleresultater for de forskellige kemiske parametre, herunder koncentrationsudviklingen gennem dambruget. Der vises koncentrationsniveauer over produktionsanlægget og der er opstillet massebalancer for det. Fjernelse af stof i henholdsvis slamkeglerne, bundfældningsanlægget og i de tre plantelagunesystemer gennemgås opdelt for de to måleår og for to perioder af 46 uger, hvor der har været anvendt henholdsvis 44,5 og 58,6 tons foder. Den samlede tilbageholdelse af forskellige stoffer i dambruget beregnes og sættes i forhold til produktionsbidrag og produktionsbidrag plus bidrag fra det indtagne vand (vandløb plus grundvand) samt i forhold til produktion af fisk.
    - Kapitel 5 omhandler resultater fra en intensiv måleperiode i produktionsanlægget, hvor der i kapitlet fokuseres på fodring og vækst herunder foderkonvertering og foderudnyttelse, produktionsbidrag samt i dannelse af uorganiske affaldsstoffer.
    - Kapitel 6 indholder resultater fra den intensive måleperiode i produktionsanlægget vedrørende omsætning af organisk stof. I kapitlet sammenlignes resultater med vækstmodeller for regnbueørred og der vurderes forskellige beregningsmetoder til beregning af produktionsbidrag, massebalance og egenomsætning for organisk stof og der redegøres for energibudgetter i produktionsafsnittet.
    - I kapitel 7 gives resultater fra den intensive måleperiode i produktionsanlægget vedrørende fjernelse af slam, herunder karakteristik af slam, slamkeglernes effektivitet og indflydelse af tømningshyppigheden af slamkegler.
    - Kapitel 8 omhandler hvilke planter der forekommer i plantelagunerne, plantedækningsgrad og -biomasse og mængden af næringsstoffer i plantelagunerne gennem måleperioden.
    - I kapitel 9 findes resultaterne vedrørende overholdelse af de vejledende udlederkrav for kvælstof, fosfor, ammoniak, suspenderet stof og BI5, opdelt for de to måleår, sommer- og vinterhalvår. Endvidere gennemgås overholdelse af de iltkrav, der har været opstillet i forbindelse med den midlertidige miljøgodkendelse.
    - Kapitel 10 omhandler de biologiske forhold op- og nedstrøms Døstrup Dambrug, hvor der redegøres for udvikling i og sammensætningen af smådyrsfaunaen i vandløbet (som DVFI) i måleperioden som anvendes som kriterium for opfyldelse af vilkårene om den biologiske miljøtilstand.
    - Endelig er der en relativ omfattende diskussion, sammenfatning og perspektivering i kapitel 11.

Hele rapporten i pdf. format (2857 KB)
0


Helle Thomsen

01.11.2007


DMU  | dmu@dmu.dk  

Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200

 CVR: 10859387

 EAN: 5798000867000