Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 

Forord

Denne rapport er resultatet af et samarbejdsprojekt mellem Danmarks Miljøundersøgelser, Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse samt amterne. Rapporten har til formål at skabe det faglige grundlag for implementeringen af EU's Vandrammedirektiv inden for søområdet i Danmark. I rapporten gives forslag til inddeling af danske søtyper, fastlæggelse af deres referencetilstand samt en økologisk klassificering af søer på baggrund af en række biologiske og kemiske variable. En anden rapport beskriver mere detaljeret palæoøkologiske undersøgelser i danske søer med henblik på at beskrive den upåvirkede referencetilstand (Amsinck et al., 2003).

Projektet har været fulgt af en styringsgruppe med deltagelse af Ivan Karottki, Skov- og Naturstyrelsen, Henrik Skovgård, Århus amt, Simon Grünfeld, Vejle samt Martin Søndergaard, Jens Peder Jensen og Erik Jeppesen, Danmarks Miljøundersøgelser. Bjarne Moeslund, Bio-consult takkes for kommentarer til et af de mange rapportudkast undervejs, og amterne takkes for bidrag med data undervejs i analyser-ne.

Sammenfatning

EU's Vandrammedirektiv har til formål at fastsætte fælles europæiske rammer for beskyttelse af vandmiljøet samt at hindre, at der sker yderligere forringelser. Direktivet skal også sikre, at der senest i år 2015 opnås mindst en god økologisk tilstand, svarende til en tilstand, der kun i mindre grad må afvige fra den upåvirkede referencetilstand. Implementeringen af direktivet betyder, at tilstanden i alle danske søer skal klassificeres i en af de fem kvalitetsklasser: høj, god, moderat, ringe eller dårlig økologisk kvalitet. Det sker ved at udregne et økologisk kvalitetsindeks (EQR), der kan antage en værdi mellem 0 og 1, hvor 1 svarer til den højeste og 0 til den dårligste kvalitet. Fastsættelsen af de økologiske kvalitetsklasser skal først og fremmest ske på grundlag af en række biologiske elementer og indikatorer med støtte af hydromorfologiske og vandkemiske elementer.

Den økologiske klassificering skal fastsættes specifikt for de enkelte typer af søer, fordi forskellige søtyper ikke kan forventes at have samme respons på en given stressfaktor, som eksempelvis eutrofiering. På denne baggrund har vi foreslået anvendt 11 danske søtyper, der er defineret på grundlag af forskelle i alkalinitet, saltholdighed, humusindhold og dybde. Grænsen mellem de kalkrige og kalkfattige søer forslås sat ved en alkalinitet på 0,2 meq l-l, grænsen mellem brakke og ferske søer ved 0,5 ‰ saltholdighed, grænsen mellem brunvandede og ikkebrunvandede søer ved et farvetal på 60 mg Pt l-l og grænsen mellem dybe og lavvandede søer ved en middeldybde på 3 meter. Blandt de 11 typer er de to mest udbredte danske søtyper den kalkrige, ikke-humøse, lavvandede, ferske type, der udgør omkring halvdelen af alle danske søer, og den kalkrige, ikke-humøse, dybe, ferske type, der udgør omkring en fjerdedel af alle danske søer større end 5 ha. De øvrige typer vurderes alle at udgøre mindre end 6 % og flere typer mindre end 1 % af de danske søer.

Typeinddelingen må betragtes som et administrativt redskab, idet der for alle typer er tale om glidende overgange uden markante grænser fra den ene til den anden. Inddelingen af søtyper kunne endvidere med rette omfatte flere typer, herunder f.eks. tre salinitetsklasser eller tre humusklasser, men vi har valgt det mindst mulige antal søtyper for gøre typeinddelingen så simpel og praktisk anvendelig som mulig.

De enkelte økologiske klasser er i Vandrammedirektivet defineret ud fra referencetilstanden, dvs. den upåvirkede tilstand uden eller med meget ringe menneskelig påvirkning. Der findes kun meget få danske søer, der kan kaldes upåvirkede, men niveauet for en tilnærmet upåvirket tilstand kan også vurderes ud fra historiske data, ved anvendelse af udenlandske data fra sammenlignelige søer med ringe påvirkning eller ved brug af palæolimnologiske metoder, hvor tilstanden tilbage i tiden beskrives på grundlag af rester af planter og dyr fundet i forskellige dybder i søbunden.

Fælles for alle metoder er imidlertid et begrænset datagrundlag, hvilket gør det vanskeligt entydigt at fastlægge en generel referencetilstand for de enkelte typer. De palæolimnologiske analyser antyder for flere søtyper endvidere, at mange søer gennem århundreder har gennemgået ændringer, så det kan være svært overhovedet at tale om, at søer har en referencetilstand. Tilstanden i nogle søer var allerede markant påvirket i 1800-tallet, mens andre søer synes at være kun lidt påvirkede indtil omkring år 1900. Endelig findes der også eksempler på søer, som allerede tilbage i bronzealderen og middelalderen har haft eutrofieringsbetingede ændringer. Samlet set synes tilstanden i perioden omkring 1850-1900 at være et rimeligt bud på en tilstand med moderat lav påvirkning, mens det tydeligvis ikke ville være rimeligt at vælge 1950 som fixpunkt.

For tre grupper af søer, der udgør mere end 80 % af de danske søer >5 ha, nemlig de lavalkaline, lavvandede søer, de højalkaline dybe og lavvandede søer, har vi på baggrund af vandkemiske data givet forslag til fastlæggelse af referencetilstanden ved at anvende den "bedste" fjerdedel af søer med høj økologisk klasse. For disse søer ligger koncentrationen af totalfosfor mellem 8 og 15 mg P l-l, sigtdybden mellem 3,8 og 5,4 m og klorofyl a indholdet mellem 2,5 og 3,9 mg l-l.

Fastsættelsen af de grænser, som skal definere de fem økologiske klasser, foreslås gennemført på baggrund af en række indikatorer inden for grupperne planteplankton, dyreplankton, fisk, undervandsplanter og vandkemiske data. Bunddyr er også nævnt i Vandrammedirektivet, men det danske datamateriale er her indtil videre for uhomogent og utilstrækkeligt til, at denne variabel er medtaget i det sæt af variable, der lægges til grund for fastsættelsen af den øko-logiske tilstand.

I alt foreslås der anvendt indtil 28 indikatorer, hvoraf nogle dog er begrænset til visse søtyper. Forslag til grænseværdierne for de enkelte indikatorer i de fem kvalitetsklasser og inden for de enkelte søtyper er fastlagt på baggrund af en analyse af eksisterende data langs en fosforgradient. For de lavvandede søer er der foreslået en gruppe-ring i fosforgrupperne 0-25, 25-50, 50-100, 100-200 og >200 mg P l-l og for de dybe søer 0-12,5, 12,5-25, 25-50, 50-100 og >100 mg P l-l. Selve grænsen er derefter fastsat på baggrund af medianværdien i den på-gældende fosforklasse.

Datamaterialet begrænser sikkerheden, hvormed de enkelte klasser kan defineres. Det bedste grundlag er derfor opnået for den mest almindelig søtype i Danmark, nemlig den lavvandede, alkaliske sø og i rimelig grad også for den dybe, alkaliske søtype. For de øvrige søtyper er adskillelsen mellem de enkelte klasser derimod mere eller mindre usikkert bestemt.

Selv for søtyper med forholdsvis mange data er afgrænsningen dog problematisk, fordi der naturligt er tale om store variationer. Der vil derfor altid være en rimelig stor risiko for at ramme forkert, især hvis man skal ramme ned i mange forskellige klasser. Det kan derfor i praksis vise sig vanskeligt at definere grænser, der klart kan adskille de fem økologiske klasser, fordi der naturligt vil være en stor grad af overlapning. En løsningsmodel, hvorved der med større sikkerhed kunne adskilles klasser, ville være kun at anvende tre klasser i stedet for fem. En sådan løsning ville ikke harmonere med Vandrammedirektivet, men vil dog stadigvæk tillade en skelnen mellem høj-god og moderatringe kvalitet. Et specielt problem omfatter søerne, der ligger i det næringsstofområde, hvor søerne kan skifte mellem den klarvandede og den uklare tilstand, dvs. typisk med et fosforindhold på 50-100 mg P l-l. I denne gruppe må der forventes store variationer i sigtdybde og udbredelse af undervandsplanter afhængig af, om søen befinder sig i den klar-vandede eller den uklare tilstand.

Ved bestemmelsen af den økologiske tilstand foreslås det, at ikke alle, men kun en vis procentdel, eksempelvis 80 %, af alle variable skal opfylde kravene i de enkelte tilstandsklasser. Det betyder, at hvis 80 % af alle variable opfylder kravene til god økologisk kvalitet, så kan tilstanden beskrives som god, uagtet at der er 20 % af variablerne, der ikke opfylder kravene. Dette er et princip, der bryder med "one out all out" princippet, men er dog også af andre er foreslået anvendt på europæisk plan. Efterfølgende kan det økologiske indeks beregnes på baggrund af antallet af opfyldte indikatorer inden for hver økologiske klasse, så hver sø tillægges en økologisk værdi mellem 0 og 1.

Hele rapporten i pdf format (1530 KB)
0


Helle Thomsen

01.11.2007


DMU  | dmu@dmu.dk  

Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200

 CVR: 10859387

 EAN: 5798000867000