Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 

Havbunden er længe om at komme sig efter iltsvindet

DMU og amterne har nu gjort skaderne op efter sidste års iltsvind. Heldigvis ser det ud til at havbundsdyrene er forholdsvis uberørte i områder med strøm, men bunddyrene er helt forsvundet fra andre, mere lukkede områder.

Iltsvindet i efteråret 2002 var det mest omfattende i nyere tid. Der var kraftigt iltsvind på et areal på størrelse med Sjælland. Forskerne har mange målinger som viser mangel på ilt og sporadiske opgørelser af døde fisk og bunddyr, men de mangler et samlet overblik over omfanget af skaderne og viden om de langsigtede effekter af iltsvind. Hvor mange muslinger, søstjerner og andre bunddyr dør, hvor hurtigt kommer dyrelivet sig igen, og hvad sker der med de fisk og fugle som lever af bunddyrene?

For at få hold på disse spørgsmål har DMU og amterne undersøgt havbunden i en række af de værst ramte områder i november og igen i marts. Forskerne valgte at tælle og veje dyrene i de almindeligste grupper som børsteorme, bløddyr, pighuder og krebsdyr. Der er normalt 2-300 tons bunddyr pr. kvadratkilometer på en rimelig rig havbund, men enkelte steder hvor der er mange blåmuslinger og molboøsters, kan der være mere end 1.000 tons pr. kvadratkilometer. Det svarer til 1.000 kg på en almindelig parcelhusgrund (1.000 kvadratmeter).

Resultaterne viser at mængden af bunddyr ikke er berørt i områder med strøm, selv om der var iltsvind. Sådan var det fx i Storebælt. Omvendt er bunddyrene helt væk fra de dybe områder af blandt andet Vejle og Horsens fjorde og farvandene syd for Fyn, dvs. på dybder større end 10-20 meter. Herudover blev der set effekter i Smålandsfarvandet og Femer Bælt, hvor alvorlige iltsvind ellers er forholdsvis sjældne.

Hvornår kommer dyrene så igen?
Havbiolog Jørgen Hansen venter at de første dyr vil være tilbage allerede i dette efterår. Nogle steder kan forholdene være normale efter 2-3 år, andre steder tager det længere tid.

»Fagligt set er det afgørende at se hvor hurtigt dyrene kommer tilbage igen efter iltsvindet«, siger Jørgen Hansen.

Havbundens dyr er vigtige for havmiljøet. Muslinger og andre af havbundens dyr lever af at filtrere vandet for plantonalger og andre småpartikler. Derfor vil et vandområde uden bunddyr være mere udsat for iltsvind end normalt.

DMU vurderer derimod ikke at fraværet af bunddyr har haft de store konsekvenser for fuglene. Dykænderne henter normalt deres føde på lavere dybder.

/jcp
Forsker Jørgen Hansen, joh@dmu.dk

 

0


Helle Thomsen

01.11.2007


DMU  | dmu@dmu.dk  

Box 358 | Frederiksborgvej 399 | 4000 Roskilde | T: 4630 1200

 CVR: 10859387

 EAN: 5798000867000