Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 
8. årgang nr 4, 22/03-2004

DMU's svar
Skønmaleri af naturens tilstand
Printbar version

Arkiv - DMUNyt
Gratis abonnement
Tip en ven
Din vens e-post:

Dit navn:

Skønmaleri af naturens tilstand

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) offentliggjorde for nylig en revideret rødliste via sin hjemmeside www.dmu.dk, hvor foreløbig de danske orkideer, dagsommerfugle, torbister, padder og krybdyr er vurderet - ialt 259 arter.

En rødliste er en fortegnelse over et områdes hjemmehørende plante- og dyrearter og en bedømmelse af deres tilstand. Den forrige danske rødliste blev publiceret i 1998 og omfattede 10.598 arter. Den nye rødliste på DMUs hjemmeside er altså kun et lille fragment på 2-3% heraf.

DMU opsummerer i DMU-nyt nr. 2, 27/2 2004, "at flertallet af de 259 arter har det udmærket. 72 arter anses fortsat for mere eller mindre truede. Fire arter er gået frem siden den seneste rødliste fra 1997, hvor den grønbrogede tudse er hoppet helt ud af rødlisten. De andre befinder sig stadig på rødlisten - trods fremgangen. 25 arter er gået tilbage. Tre arter er helt forsvundet fra landet, nemlig to sommerfuglearter og en billeart."

Graf

DMU lancerer her et noget fortegnet skønmaleri - der allerede citeres flittigt i pressen - af en række forhold, som både DMU og offentligheden burde tage noget mere alvorligt. Lad os se nærmere på de data, som sammenfatningen bygger på:

Af rødlistens 259 arter betragtes 72 arter som så truede eller sårbare, at sagkundskaben har placeret dem i de hertil svarende, højt prioriterede rød-listekategorier (CR: Critically endangered, EN: Endangered, VU: Vulnerable). Så langt, så skidt - og det er i sig selv et alarmerende højt antal truede og sårbare arter!

Yderligere 24 af de 259 arter kategoriseres som forsvundne (RE: Regionally extinct) fra Danmark siden 1850 - heraf tre arter siden 1997. Disse 24 her i landet uddøde arter - bl.a. eghjort og svalehale - kan man vel heller ikke karakterisere som arter, der har det "udmærket" hos os. De må betragtes som naturligt hjemmehørende arter, der ikke længere har levemuligheder i Danmark, fordi deres levevilkår er blevet for dårlige.

Endvidere er 31 af de 259 arter vurderet som næsten truede (NT: Near threatened). De er tæt på at opfylde et af trusselskriterierne, dvs. klar til-bagegang gør sig gældende, omend de ikke er umiddelbart truede. Sådanne arter kan vel heller ikke siges at have det "udmærket" i Danmark, men må snarere betragtes som arter, hvis status indikerer, at de naturtyper, som de lever i, ikke har det specielt godt.

Lægger vi herefter de 24 forsvundne arter sammen med de 72 truede og sårbare og de 31 næsten truede, får vi 127 arter, som i hvert fald ikke har det "udmærket", men derimod alle må siges at have temmelig ringe vilkår i Danmark!

Bemærk nu endvidere, at 28 ud af de 259 arter slet ikke har kunnet bedøm-mes (NE: Not evaluated, NA: Not applicable, DD: Data deficient). Det drejer sig om arter, der enten er så sjældne, nyopdagede eller dårligt kendte, at de ikke pt. kan vurderes i relation til deres tilstand i Danmark. De fleste af disse er ustabile, vilkårligt strejfende gæster, hvis status hverken kan tages til indtægt som "truet" eller "udmærket". Nogle af disse arter er utvivlsomt ved at etablere sig og i reel fremgang, de væsentligste årsager hertil har i de senere år været varmere klima og øget spredning, men gruppen omfatter også vanskeligt registrerbare arter i tilbagegang, som i bedste fald kan have små, sårbare populationer her i landet – fx glatsnogen.

Tilbage bliver 104 arter i kategorien ikke truet (LC: Least concern). Disse arter er i bred forstand de veletablerede arter, som i det mindste kan siges at have det nogenlunde i Danmark. Men det må pointeres, at kategoriens definition ikke indebærer, at disse arter alle har det "udmærket". Ser vi lidt nærmere på disse arter, må vi erkende, at en del af dem, bl.a. flere af vore dagsommerfugle, faktisk er i jævn tilbagegang, særlig på regionalt niveau, omend ikke nok til, at den faglige vurdering giver dem en højt prioriteret rødlistestatus på landsplan.

Det er således langtfra noget flertal, som har det "udmærket". Det er et opløftende faktum, at den grønbrogede tudse er hoppet ud af rødlisten – denne fremgang markerer, at en aktiv redningsindsats kan give positive resultater, og tudsen ville formentlig hoppe tilbage igen, hvis dette initiativ ophørte. Først og fremmest er det dog overordentlig betænkeligt, at et så stort antal som 127 arter ud af en lille gruppe på 259 arter stadigvæk må vurderes forsvundne, truede, sårbare eller næsten truede!

Hertil kommer så, at det er betænkeligt, når DMU drager videnskabeligt set uholdbare konklusioner ud fra sagkundskabens forlæg. Rødlisteudvalget og offentligheden har et berettiget krav på, at man fra DMUs side i højere grad tilstræber at beskrive de faktiske forhold.

Underskrevet af følgende medlemmer af rødlisteudvalget:

Lars D. Bruun, Rune Bygebjerg, Knud Flensted, Kaare Fog, Frank Jensen, Michael Stoltze,Søren Tolsgaard, Jan Vesterholt, Peter Wiberg-Larsen

 


DMUNyt
ISSN 1397-7008
Ansvarshavende:
Henrik Sandbech
Redaktion:
Jens C. Pedersen
Citat gerne med kildeangivelse.
E-post: jcp@dmu.dk
Postboks 358
Frederiksborgvej 399
4000 Roskilde 
Dato for sidste opdatering 2004-03-22 Siden vedligeholdes af Jens C. Pedersen  Til toppen Tilbage Frem Send os dine spørgsmål og kommentarer Sitemap Links Til forsiden