Jord Vand Luft Dyr og planter Grønland Samfund
  Udgivelser Overvågning Om DMU Viden for alle Nyheder
 
In English
 
8. årgang nr 2, 27/02-2004

Rødlister
  Uddybning
Notitser
  Dioxin
  Bedre vandmiljø
  Kvælstof i søer
  Nyt EU-projekt
  Marsvin
Printbar version

Arkiv - DMUNyt
Gratis abonnement
Tip en ven
Din vens e-post:

Dit navn:

Den danske Rødliste på nettet

Af biolog Peter Wind

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har offentliggjort en revideret status for i alt 259 arter af danske orkidéer, dagsommerfugle, torbister (en billegruppe), padder og krybdyr (http://redlist.dmu.dk). I de kommende år følger revideringer af de øvrige mere end 10.000 danske arter som skal gennemgås gruppe for gruppe. Om få år vil der ligge en opdateret version af den samlede danske rødliste på internettet til erstatning af Rødliste 1997.

Violetrandet Ildfugl. Foto: Peter NielsenVioletrandet Ildfugl. Foto: Peter Nielsen

Bedre grundlag for vurderingerne
Metoden og systemet til at vurdere arternes risiko for at uddø er blevet grundigt revideret af den internationale naturbeskyttelsesorganisation, IUCN, siden den sidste danske rødliste udkom i 1997. Det sikrer bl.a. bedre sammenlignelighed mellem de enkelte plante- og dyregrupper ved vurderingen. En anden fordel er at Den danske Rødliste nu bliver harmoniseret med tilsvarende lister i andre lande.

Systemet er inddelt i ni kategorier tilpasset danske forhold. Placeringen af en art i en kategori afspejler den enkelte arts risiko for at uddø i tid og rum baseret på objektive kriterier som bestandens størrelse og udvikling, artens udbredelse og graden af fragmentering (opsplitning) af dens levesteder. Se en beskrivelse af systemet i en manual, som er tilgængelig på DMU's hjemmeside.

Er arterne truet, placeres de i én af følgende kategorier: kritisk truet, moderat truet eller sårbar alt efter hvor stor risikoen er for at arterne uddør. Hertil kommer de arter, der er tæt på at opfylde et eller flere kriterier som truet, og som derfor henføres til kategorien næsten truet. De arter, der er uddøde her i landet, placeres i kategorien forsvundet. De almindeligt forekommende arter tilhører kategorien ikke truet.

Det er specialister inden for de enkelte plante- og dyregrupper som gennemgår arterne, mens DMU sørger for standardisering og kvalitetssikring. IUCN's nye system har medført at arbejdet er udvidet betydeligt. Nu skal alle arter nemlig vurderes hver for sig, og der skal fremskaffes betydelige mængder af data for at kunne imødekomme systemets kriterier og dermed sikre et objektivt grundlag for placeringen af de enkelte arter. Dette bevirker, at processen er blevet mere tidskrævende. Til gengæld har vi fået et system som er fagligt mere tilfredsstillende og som gør at placeringen af arterne bliver mere sikker og objektiv end hidtil. Endelig skal vurderingen af hver art dokumenteres.

De første fem grupper er vurderet
På DMU's hjemmeside kan man nu se vurderingen af de første 259 arter som er gennemgået efter det nye system. Det drejer sig om dagsommerfugle, billegruppen torbister, padder, krybdyr og orkidéer. Flere grupper er på vej, og DMU vil offentliggøre dem på internettet i løbet af 2004 i takt med at gennemgangen afsluttes. Det drejer sig bl.a. om svampegrupperne vokshatte og parasolhatte, billegruppen træbukke samt svirrefluer (blomsterfluer). Der er i alt ca. 30.000 arter af planter og dyr i Danmark - 10.598 af dem blev vurderet i Rødliste 1997.

Selv om metoden til at vurdere risikoen for at en art vil uddø har ændret sig efter udgivelsen af Rødliste 1997, er det alligevel muligt at foretage en sammenligning mellem status i 1997 og 2004. Den største synlige ændring ligger i, at de mest udryddelsestruede arter nu er opdelt i to kategorier kritisk truet og moderat truet.

Gruppe Antal arter
i Danmark
Kritisk
truet
Moderat
truet
Sårbar Truede
arter i alt
%

Torbister
2004

92

10

12

4

26

28

Torbister
1997

92

-

13

11

24

26

Dagsommerfugle
2004

98

7

10

10

27

28

Dagsommerfugle
1997

98

-

8

18

26

27

Padder
2004

15

1

0

0

1

7

Padder
1997

15

-

2

3

5

33

Krybdyr
2004

8

0

0

0

0

0

Krybdyr
1997

8

-

0

0

0

0

Orkidéer
2004

46

3

8

7

18

39

Orkidéer
1997

43

-

4

5

9

21

Tabel 1. De truede arter i Den danske Rødliste 2004 sammenlignet med Rødliste 1997. Forskellen i antallet af orkidéer skyldes en ændret artsop-
fattelse siden 1997 og opdagelsen af to nye orkidéer.

Det er naturligvis endnu ikke muligt at konkludere så meget på baggrund af status for så relativt få arter. Man kan imidlertid blive en hel del klogere hvis man ser på de enkelte arter og grupper af arter. Umiddelbart ser det ud til at overlevelsesmulighederne er forbedret for nogle af padderne (Tabel 1). Omvendt synes forholdene at være blevet forværret for torbister, dagsommerfugle og orkidéer, mens de er uændrede for krybdyr.

En nærmere analyse af frem- og tilbagegange afslører de reelle ændringer i tilstanden på artsniveau mellem Rødliste 1997 og Den danske Rødliste 2004 (Tabel 2).

Padder
Vi har i alt 15 arter af frøer, tudser og salamandre i Danmark.

På Bornholm forekommer nogle bestande, hvor hanner af grøn frø parrer sig med latterfrø hunner. Overlevelsesmulighederne for disse bestande er fortsat kritisk. Latterfrø hører formodentlig til mellem de truede arter, men vor nuværende viden er for spinkel til at kunne afgøre dette. Tilstanden for klokkefrø og grønbroget tudse er forbedret markant i kraft af en aktiv bevaringsindsats, og de kan i 2004 kategoriseres som henholdsvis næsten truet og ikke truet.

Krybdyr
Tidligere var der i alt 8 arter af slanger og firben i Danmark. To af disse er forsvundet fra landet.

Æskulapsnog blev sidst registreret i Danmark i 1910, mens det er næsten 25 år siden, glatsnog sidst er observeret.

Torbister
Vi har haft i alt 92 arter af torbister i Danmark (Tabel 2). Torbisterne omfatter bl.a. skarnbasse og oldenborre samt den uddøde eghjort.

En art, Aphodius foetidus, der senest er registreret i 1946, er i 2004 vurderet forsvundet. To arter, dværgmøgbille og Aphodius tomentosus, blev i Rødliste 1997 opført som uddøde, men de er nu overført til kategorien kritisk truet. Det er sket fordi der hersker tvivl om hvorvidt de reelt er forsvundet fra landet.

Tilstanden er forværret for ni arter, bl.a. engoldenborre, hedeoldenborre, klintoldenborre og overdrevsskarnbasse. Årsagerne hertil er formentlig at arealet med afgræsset tørt græsland og de lysåbne heder er gået tilbage samt at flere strandenge er opdyrket.

Forholdene for 23 arter er fortsat ringe. Det drejer sig bl.a. om månetorbist, grøn pragttorbist og kort møgbille. Årsagerne er formentlig tilbagegangen i arealet med afgræsset tørt græsland, at der er færre gamle træer og dødt ved i skovene, øget brug af ormemidler o.lign.

Dagsommerfugle
Vi har haft i alt 98 arter af dagsommerfugle i Danmark (Tabel 2).

To arter, egesommerfugl og slåensommerfugl, er vurderet som uddøde efter 1997. Årsagerne er at arternes sidste levesteder er tilplantet, og de er efterhånden skygget bort. En art, skovhvidvinge, har været forvekslet med enghvidvinge, men den er nu blevet anerkendt som en selvstændig art. Den er dog ikke registreret siden 1990, hvorfor den er vurderet som forsvundet.

Tilstanden er forværret for 13 arter, bl.a. rødlig perlemorsommerfugl, moserandøje, gråbåndet bredpande og det hvide W. Årsagerne er formentlig ændret landbrugsdrift, dræning og udtørring af moser, tilgroning af heder og tørt græsland samt elmesyge.

Forholdene for 15 arter er fortsat ringe. Det drejer sig bl.a. om sortbrun blåfugl, hedepletvinge, kirsebærtakvinge og fransk bredpande. Det skyldes formentlig at græsset tørt græsland og heder gror til, at moser bliver drænet og tørrer ud samt at haver og frugtplantager bliver sprøjtet.

Én art er i fremgang, nemlig sort ildfugl, der er genindvandret til Falster efter at have været uddød siden 1986.

Orkidéer
Vi har haft i alt 46 vildtvoksende orkidéer i Danmark (Tabel 2).

Tilstanden er forværret for tre arter, nemlig flueblomst, langsporet gøgelilje og hyldegøgeurt. Årsagerne er i første række mangel på afgræsning som har resulteret i at tørt græsland og skovlysninger gror til, udtørring af fugtigbundsområder samt naturlig udskridning af plastisk ler i havet (langsporet gøgelilje). Forholdene for seks arter er fortsat ringe, bl.a. hvid sækspore, priklæbet gøgeurt og knælæbe. Årsagerne er for det meste tilgroning af tørt græsland og heder samt at moser bliver drænet og tørrer ud.

Hyldegøgeurt, Foto/DMU: Peter WindFlueblomst, Foto/DMU: Peter Wind
Hyldegøgeurt,
Foto/DMU: Peter Wind
Flueblomst,
Foto/DMU: Peter Wind

Det ser umiddelbart ud til at en enkelt art, bakke-gøgeurt, er i fremgang, men det kan skyldes, at der i forhold til Rødliste 1997 er fundet en ny bestand, der utvivlsomt også eksisterede før 1997. Der er således nu to bestande af arten. Der er siden 1997 konstateret fremgang i den længst kendte bestand som følge af en plejeindsats.

Gruppe Antal arter Forsvundet Forværret Fortsat ringe Uændret Forbedret

Torbister

92

1

9

23

59

0

Dagsommerfugle

98

2

13

15

67

1

Padder

15

0

0

3

10

2

Krybdyr

8

0

0

2

6

0

Orkidéer

46

0

3

6

36

1

I alt

259

3

25

49

178

4

Tabel 2. Ændringer i levevilkårene for de arter som er vurderet i 2004 sammenlignet med forholdene i 1997. Fortsat ringe omfatter de truede arter, som har uændret status siden 1997, mens status for de ikke truede arter er opgjort under uændret.

 


DMUNyt
ISSN 1397-7008
Ansvarshavende:
Henrik Sandbech
Redaktion:
Jens C. Pedersen
Citat gerne med kildeangivelse.
E-post: jcp@dmu.dk
Postboks 358
Frederiksborgvej 399
4000 Roskilde 
Dato for sidste opdatering 2004-02-27 Siden vedligeholdes af Jens C. Pedersen  Til toppen Tilbage Frem Send os dine spørgsmål og kommentarer Sitemap Links Til forsiden